Menu

torsdag 18. februar kl 17.00 - torsdag 07. april kl 17.00

TRE

Af Tomas Colbengtson, Jöran Österman og Björn Krestesen.

Fernisering torsdag den 18. februar 2016, kl. 17-19. 

 

Udstillingen TRE er både navnet på udstillingen og på kunstnergruppen bag. Navnet henviser til de tre kunstnere og de tre lande, som projektet er centreret omkring – Sverige, Grønland og Færøerne.

Samarbejdet mellem de tre svenske kunstnere, Tomas Colbengtson, Björn Krestesen og Jöran Österman, er baseret på en fælles interesse i hvad der sker med kunsten, når kunstneren bliver konfronteret med andre kulturer.

Tomas Colbengtsons billedsprog er baseret på hans samiske baggrund. Han gør brug af mange forskellige teknikker - blandt andet glas med silketryk – og arbejder derigennem med en diskussion om identitet og hukommelse versus virkelighed.

Jöran Österman kredser i sin kunst om begreberne tid, minder, forgængelighed, bøger og samlinger. Gennem installationer, grafiske serier, tekster og objekter undersøger han hvad der gør os til mennesker og hvilke hemmeligheder der skjuler sig i samlingerne.

Björn Krestesens maleri og grafik emmer af varme og livskraft. Lys og mørke, hårdhed og skrøbelighed samt liv og død er gennemgåede modsætningsforhold i hans værker.

Udstillingen der vises i Det Grønlandske Hus, blev i efteråret vist i Ilulissat og Nuuk og skal senere til Færøerne. TRE sigter på at skabe et kunstner-netværk mellem Grønland, Færøerne og Sverige og de håber at kulturmøderne kan hjælpe kunstnere fra de pågældende lande med at lære mere om hinandens og deres egen kultur.

 

Björn Krestesen og Jöran Österman vil være til stede ved ferniseringen.

Den 17. marts kl. 17 holder Tomas Colbengtson foredrag om samisk kultur og om konsekvenserne ved tvangsflytningen af nordsamer fra hans hjemstavn Tärna i 1920-31.

 

Læs mere om kunstergruppen her: www.3-art.se

Kunstnernes egne sider:

www.colbengtson.com

www.bjornkrestesen.se

www.joranosterman.se

 

TRE er støttet af Nordisk Kulturfond.