Menu
Pakkut logo    

Socialt samvær mellem studerende er vigtigt

23. august 2021

I efterårssemestret 2021 starter Pakkut op med fysiske møder igen efter Covid-19-nedlukningen. Pakkut prioriterer socialt samvær med faglig læring ved at lave både fysiske og online møder for grønlandske studerende udenfor Grønland.

Ifølge forkvinden i Avalak Odense, Naja Nielsen, har grønlandske studerende tendens til at holde sig i baggrunden i et dansk miljø. Grønlandske studerende tør ikke at sige deres mening og måske siges der bare ”ja” til noget, de ikke er enige i. Når de er sammen med andre grønlandske studerende i et trygt miljø, kan de nemmere øve nye måder at komme med deres mening på og få en bedre forståelse for den danske kultur såvel som ens egen. Det er bl.a. dét de studerende får, når de deltager i Pakkuts arrangementer.

”Det er vigtigt, at de deltager, men de behøver ikke at være med hver gang. De skal selv føle efter, om det er noget for dem.”
- Naja Nielsen, tandteknikerstuderende og forkvinde for Avalak Odense

Uanset om man er typen der holder sig i baggrunden eller ej, kan alle få gavn af at deltage i Pakkuts arrangementer. Når alle typer deltager, sker der en synergi, og alle får gavn af at være med. Det handler nemlig også om, at man forstår kulturen i Danmark. Mange grønlændere tror, at de kender den danske væremåde, fordi de kender danskere i Grønland, men de tænker ikke over, at der er forskel på danskere i Grønland og danskere i Danmarks væremåder. Derfor kan selv dansktalende grønlændere også have svært ved at integrere sig ifm. deres studier i Danmark, hvis ikke de er opmærksomme på kulturforskellene.

”Man behøver ikke at lave sin personlighed om for at blive integreret, men det er vigtigt at vide, hvad der skal til for at få det bedste ud af sin studietid og få et netværk i Danmark og på sin uddannelse” – Kistaraq Egede, Pakkut projektleder

En del af kulturforskellen handler om brugen af sproget. Der er nemlig mange danske ordsprog og sprogbrug, som man ikke kender til fra Grønland. Et eksempel er ”Kom bare forbi!”. Som grønlænder vil man forstå den bogstaveligt, men i virkeligheden betyder det: ”Næste gang du er i nærheden, vil jeg gerne se dig igen. Så kontakt mig til den tid, så vi finder et tidspunkt og sted vi kan mødes.” Derudover er der mange høflighedsfraser på dansk, som ikke bruges i Grønland, som gør, at grønlændere kan virke uhøflige. Alle de ting gør, at der kan komme misforståelser fra begge sider.
Opmærksomheden på disse kulturforskelle er – sammen med en masse faglig læring omkring studieteknik - dét Pakkut-projektet arbejder med og vil formidle videre til grønlandske studerende.


Fakta

Pakkut

Formålet med projektet er at styrke de grønlandske studerendes akademiske sprog og deres kendskab til dansk (studie)kultur. I dette semester køres følgende tiltag:

  • ”Online studietips” for alle grønlandske studerende: Ugentlige online møder med gode råd og tips til bedre studietid
  • Tirsdags- og torsdagstræf i København og Odense: Ugentlige sociale møder i de grønlandske huse, samtidig med at man kan lave opgaver og evt. få studiehjælp
  • ”Kulturforståelse”: Månedlige møder i Odense, hvor man debatterer kultur for derved at få opnå bedre integration, studietid og eksamen
  • Sommer- og vinterspisninger: Informationsmøder med god hjemmelavet mad i både Odense og København i tæt samarbejde med Avalak Odense og København
  • Personligt studiehjælp fra frivillige studiehjælpere tilknyttet de to huse

Pakkut er skabt i samarbejde mellem de to Grønlandske Huse i Odense og København og finansieres af den danske finanslov og kører i periode 2019-2022.

Undervisere i Pakkut

Alle undervisere i Pakkut kommer selv fra Grønland eller har levet i Grønland.

De Grønlandske Huse

De Grønlandske Huse i Danmark informerer om Grønland og grønlandske forhold. Uddannelsesafdelingen i husene administrerer og vejleder kommende og eksisterende studerende fra Grønland.

De Grønlandske Huse i København og Odense dækker Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden.