Menu

onsdag 05. april kl 17.00 - kl 19.00

Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus i København har fornøjelsen af at invitere til åbningen på Lisbeth Karline Poulsens udstilling Fisker-i, fangeren frisørenilu.


Udstillingen er en to- og tredimensional udstilling bestående af portrætter af fiskere, fangere og frisører fra Ilulissat. De er udformet som byster i ler, cyantopi (blåtryk) og som akryl billeder på fiskeplader (alu plader til dybhavsfiskeri), installation og lydværk. Dette er mere traditionelle kunsthåndværk sat op imod nyere tilgange til emnerne.

Som tilflytter til Ilulissat oplevede jeg et glædeligt gensyn med fiskeren og fangeren i bybilledet, med kedeldragter, gummistøvler, striktrøjer og varme huer. Det jeg selv er opvokset med i Uummannaq. Men det er jo ikke hele billedet af Ilulissat, så frisøren kom også med i ligningen. Denne her udstilling er blevet til ved hjælp af selvstyrets arbejdslegat og er en hyldest til det daglige, det normale, det vi ikke kan komme udenom i hverdagen. - Lisbeth K. Poulsen.

Udstillingen er en stille hyldest til hverdagen, det trivielle vi møder i bybilledet men også en undersøgelse af lokalbefolkningen i Ilulissat. Derudover sættes det gamle fiskerierhverv op imod det nyere erhverv som frisør med fokus på roller og køn.

Til ferniseringen holder Lisbeth en tale.

Udstillingen kan ses alle hverdage kl. 10:00 - 16:00 til og med den 26 / 05 2023