Menu

torsdag 17. juni kl 17.00 - kl 19.00

Stemmer fra kolonitidens Grønland

Vær med til at fejre udgivelsen af Kirsten Thisteds nye bog: ”Stemmer fra Grønland. Den danske koloni i 1920'erne”. DGH byder indenfor til en fest af en bogudgivelse med sandwich og bobler, hvor du kan opleve en tale fra forfatteren, købe bogen til særpris og få den signeret. For at deltage skal du have et gyldigt coronapas på dagen og tilmelde dig via tilmeld@sumut.dk. Skriv Kirsten Thisted i emnefeltet.

 

Om bogen:

I 1921 samlede grønlænderne ind til en statue af Hans Egede for at markere 200-året for missionærens ankomst til Grønland. I 2020 blev statuen overhældt med rød maling og forsynet med en pisk.

 

Stemmer fra Grønland bringer os tilbage til 1920’erne og giver baggrunden for, hvad der rørte sig dengang – og dermed forudsætningen for den nuværende modstand mod sporene efter kolonitiden. 1921 var året, hvor Danmark erklærede sin suverænitet over hele Grønland – og hvor grønlænderne for alvor begyndte at tage del i diskussionen om deres lands fremtid. De fortællinger om Grønland og grønlændere, som kom til at præge tiden efter 1953, hvor Grønlands kolonitid formelt endte, blev formuleret i 1920’erne, og mange af dem lever videre den dag i dag.

 

Bogen giver ordet til de mennesker, der boede i Grønland i 1920’erne. Centralt står den fattige, tuberkuloseramte fisker Peter Gundel, som blev ven med den tilflyttede danske læge Jørgen Hvam, med hvem han skrev breve. Rundt om Gundel ses et righoldigt persongalleri af grønlændere og tilkomne danskere, mænd og kvinder, høj og lav. I bogen kommer vi helt tæt på almindelige menneskers ønsker, håb og drømme i en tid præget af kolossale samfundsændringer.

 

Kirsten Thisted fremstiller via grønlandske og danske kilder nuancerne i de dansk-grønlandske relationer. Der er ingen helte eller skurke, og bogen vælger ikke side i debatten om, hvorvidt dansk kolonialisme i Grønland var god eller dårlig. Hverdagen, som den bliver udtrykt gennem datidens stemmer, er mere nuanceret.