Menu

tirsdag 23. oktober kl 17.00 - kl 18.30

Bogrelease på Nina von Staffeldts ”Skibet fra Isfjorden” – en Sika Haslund krimi

Den 23. oktober udkommer Skibet fra Isfjorden, som er tredje, selvstændige bog i krimiserien om Sika Haslund. De to øvrige bind er Den Sorte Engel og Frosne Beviser, hvoraf sidstnævnte fik Det Danske Kriminalakademis diplom som årets bedste danske krimidebut i 2016.

Med krimierne Frosne Beviser og Den Sorte Engel trådte Nina von Staffeldt og Grønland ind på scenen for Arctic Noir – en genre, som med den voksende bevågenhed overfor Arktis vokser eksplosivt lige nu.

”For Sika Haslund er virkelig – hun er grønlænder, hun er dansker, hun er møgirriterende og til tider sjov og til tider knivskarp, men hun er først og fremmest et menneske. Og hun er en fantastisk god indgang til Grønland.”(Politiken)

Nina von Staffeldts bøger bryder med mange traditioner, fordi de præsenterer Grønland som det moderne samfund, det er, men som danskerne kender forbløffende lidt til.

Normalt hører vi enten om sociale problemer i samfundet eller om smukke isbjerge og hundeslæder. De findes også, men det virkelige Grønland ligger lige midt i mellem, og det hører vi sjældent om.

Hendes bøger er anerkendt for deres hverdagslige realisme og indsigt i grønlandske forhold i kombination med spændende og overbevisende plots.

Nina von Staffeldt har siden 1997 boet, arbejdet og rejst i det meste af Grønland, blandt andet som konsulent for Grønlands Selvstyre og som rejseleder. Et mix af arbejdsopgaver, gamle familiehistorier og et tæt netværk af venner og bekendte sørger for løbende inspiration til hendes krimiplots og det univers, bøgerne foregår i.

Der er bogrelease i Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6, 1152 København K, tirsdag den 23. oktober kl. 17-18.30. Alle er velkomne!