Menu

Hvordan foregår et mentorforløb hos ILIK?

ILIK henvender sig til borgere med grønlandsk baggrund, der oplever, at de har brug for social eller praktisk støtte for at falde godt til i det danske samfund. Det vil sige, at man kan komme i et mentorforløb hos ILIK, hvis man føler, at man har brug for en håndsrækning i sit liv. Det kan være i forbindelse med at få et socialt netværk, lære det danske system at kende, eller ved studierelaterede udfordringer. Mentorforløbet hos ILIK bliver struktureret og planlagt i samarbejde med projektlederen og den frivillige mentor. Forløbet bliver tilpasset dine individuelle behov – det kan derfor både være praktiske eller sociale mål du sammen med din frivillige mentor arbejder hen imod.

Hjælp til selvhjælp

De frivillige mentorer er herboende grønlændere og danskere med kendskab til grønlandsk kultur og samfund. Du vil derfor få en mentor der forstår dig og din baggrund, og som kan fungere som guide til dit liv i Danmark. I og med at mentorerne er frivillige, kræver det, at du aktivt tager del i forløbet for at få mest muligt ud af det. Både i forhold til at sige hvad du behøver hjælp til, og i forhold til at møde op til de aftaler du indgår med din mentor. Din mentor kan tilbyde dig støtte og vejledning, i de beslutninger du træffer. Formålet er at hjælpe dig på vej, indtil du kan klare dig på egen hånd. Det er hjælp til selvhjælp.

Hvad er en frivillig mentor?

Mentoren er en frivillig ulønnet støtte. Det vil sige, at mentoren har lyst til at dele ud af sine erfaringer og hjælpe dig på vej. I har gerne kontakt ugentligt og mødes typisk 1-2 gange om måneden.